Genoptræningsplan

Genoptræningsplan

FysioDanmark Herning er godkendt som privat leverandør af genoptræningsplaner.

Har du fået en genoptræningsplan (GOP) fra kommunen?

Som borger har man frit valg af genoptræning, hvis kommunen ikke har tilbudt opstart af genoptræningen senest 7 dage efter udskrivelse fra hospitalet.

Det frie valg gælder for de typer genoptræning, som kommunerne tilbyder, dvs. den almene genoptræning på basalt og avanceret niveau, samt den specialiserede rehabilitering.

Det frie valg omfatter kun borgere, som er udskrevet fra hospitalet med en genoptræningsplan.

Genoptræning på basalt niveau

Patienter, der henvises til genoptræning på basalt niveau, har typisk enkle og afgrænsede funktionsevnenedsættelser og ingen komplikationer i behandlingsforløbet på sygehuset af betydning for funktionsevnen og/eller genoptræningsindsatsen.

Genoptræning på avanceret niveau

Patienter, der henvises til genoptræning på avanceret niveau, har typisk omfattende funktionsevnenedsættelser ofte af betydning for flere livsområder, herunder eventuelt komplikationer i behandlingsforløbet på sygehuset af betydning for funktionsevnen og/eller genoptræningsindsatsen.

 

 

De har behov for genoptræningsindsatser, der varetages af sundhedspersoner med særlige kompetencer inden for deres fagområde, som primært arbejder med denne specifikke patientgruppe. Der kan derfor være brug for tværkommunale samarbejder for at vedligeholde kompetencer på området.

Rehabilitering på specialiseret niveau

Patienter, der henvises til rehabilitering på specialiseret niveau, har typisk komplicerede, omfattende, sjældne og/eller alvorlige funktionsevnenedsættelser af væsentlig betydning for flere livsområder, herunder oftest omfattende mentale funktionsnedsættelser.

De har behov for både genoptræningsindsatser og andre rehabiliteringsindsatser, som varetages af autoriserede sundhedspersoner og andre fagpersoner med specialiserede kompetencer inden for deres fagområde og med særlige krav til tilrettelæggelse af helhedsorienterede forløb, timing og organisering.

Indsatsen samles på et begrænset antal rehabiliteringstilbud primært målrettet specifikke patientgrupper eller problemstillinger.