Kend din bækkenbund
Hver eneste gang du rejser dig op, er din bækkenbund udfordret af tyngdekraften og vægten af dine organer. Det er bækkenbundens fornemmeste opgave at understøtte underlivsorganerne, herunder din blære, livmoder og tarm. Det kræver, at du kan holde tæt omkring dine åbninger. Derudover forekommer der dagligt flere trykstigninger i din bughule. Det sker ved host, nys og forskellige former for fysisk aktivitet. Er din bækkenbund ikke stærk nok, vil du formentlig opleve utæthed og/eller tyngdefornemmelse i underlivet.
Udover at støtte og holde tæt, skal din bækkenbund også være i stand til at lukke op og give slip på de rigtige tidspunkter, så du kan komme af med urin, afføring og gas, ligesom den skal være eftergivelig ved samleje og fødsler.
Bækkenbunden har derudover en vigtig funktion i at være hæmmende på blærens glatte muskulatur. Når vandladningstrangen byder sig og blæren trækker sig sammen kan man undgå utæthed ved at spænde i bækkenbunden. For en normal bækkenbund sker dette reflektorisk, men er der problemer, vil denne hæmning ikke forekomme. Det gode er, at refleksen kan genvindes ved bækkenbundstræning.
Gør bækkenbundstræning til en vane
Her kan vi hjælpe dig med at indarbejde den gode vane, det er at træne sin bækkenbund.
Bækkenbunden samarbejder med de dybe ryg- og mavemuskler samt åndedrætsmusklen. Tilsammen danner disse muskler et korset, der skal være vores stærke center. Når musklerne arbejder optimalt sammen og vores core styrkes og stabiliseres, så vil vi også kunne bruge resten af kroppen mere optimalt.
Vi ved, at det at ændre vaner kræver tid, og at det kan være svært at fastholde motivationen. Netop derfor kan det være givende at dele det med andre.
Under træningen har vi fokus på velvære med kropsbevidsthed, styrke og afspænding.
Bestem dig for at træne! Det kan blive livsforandrende.
Er det svært at træne bækkenbunden og hvornår kan jeg forvente resultater?
Det er svært at træne bækkenbunden, hvis den er blevet svag. Det er en lille usynlig muskelgruppe, som ikke kan ses med det blotte øje, men blot fornemmes indvendigt. Når bækkenbundsmusklerne spændes, sker der en lille bevægelse opad. Bevægelsen og kraften i musklerne svarer til at du lukker din mund.
Du skal forvente 3-5 måneder til at træne din bækkenbund op og du skal træne dagligt. I starten kræver det stor koncentration og ro, men i takt med at du bliver stærkere vil træningen også blive nemmere.
Mange har rigtig svært ved at fange bækkenbunden og udføre knibet korrekt. Hvis du er i tvivl, tilbyder vi at starte behandlingen og træning op med en samtale og en undersøgelse, hvor din knibefunktion testes og du får hjælp til at koordinere det korrekte knib og den korrekte brug af din bækkenbund. Læs mere her.
Tidspunkt: Mandage kl. 08.00-09.00 - Fysioterapeut: Mette Martinsen